Lone Sanco

Efter 6 års adskillelse, er jeg blevet genforenet med mit oprindelige blog-domæne mush.dk
Jeg kigger lige på, hvordan jeg teknisk set får denne blog til at videresende til mush, men indtil da

Kom da herover! Det er her det sner!

Jeg blev venligt, men bestemt bedt om, at muge ud i det colaflaske-lager jeg til daglig kalder mit kontor, da vi ventede gæster. Jeg blev også sat til at rydde op i Cola Light flaske-halvdelen af kontoret der tilhører Chris, der var draget på efterårsferie til Jylland.

Og lige dér. Midt på hans skrivebord. Under et bjerg af post lå min elskede fingerring og gloede åndssvagt.

Jeg har i smug mistænkt Gayboy for at have placeret den der, for at give oprydning en spændende treasurehunt-edge, der vil gøre mig mere interesseret i lignende projekter i fremtiden og jeg skal da også ærligt indrømme, at det pludselig blev det hele værd.

Finder jeg mon en Nintendo Wii, næste gang jeg indvilliger i, at gå i gården med skraldespanden?

Here’s hoping.

Tags:

I ren desperation besluttede jeg mig for, at jeg muligvis havde tabt Gayboys mormors fingerring tidligere på aftenen og forsøgte at backtracke min dag. Helt voksent, havde jeg selvføgelig indtaget aftensmaden hos den lokale McDonalds, og efter at have ringet forgæves et par gange fik jeg endelig fat i dem.

Mig: “Hej. Jeg ville høre om I eventuelt havde fundet en fingerring”
Miss McJob: Det har vi ikke”
Mig: “Altså.. kan du måske tjekke?”
Miss McJob: Tjekke hvad?”
Mig: Har I ikke sådan en glemmekasse”
Miss McJob: “Nej. Intet bliver indleveret her. Tyvene tager alt. “

Det synes jeg, i al sin enkelthed egentlig er meget smukt.

Tags:

“SKRID NU BARE HJEM CECILIE”, råber den unge mand, hvis navn jeg efterhånden har lært er Theis til sin kæreste.
De står 10 meter fra mig og skriger af hinanden i nattemørket, der for længst har sænket sig over yderkanten af Rådhuspladsen, hvor vi befinder os.

De sender mig begge skæve blik, mellem råbene.
Jeg står bare – 10 meter fra dem – og glor ud i luften. Stivnet i mørket, foran en mørklagt bankfacade. Jeg skifter usikkert vægten over på den anden fod. Begge er iført leopardplettede sutsko. Jeg er nede for at ryge.

Jeg forsøger med al min magt at dulme nikotintrangen i dobbelt hastighed og leger Nilfisk på proletarcigaretten, mens jeg med mit kropssprog stille, men bestemt forsøger at signalere at jeg er yderst tunghør. Don’t mind me, please.
Da jeg endelig er færdig og Cecilie står og klynker, mens hun hiver Theis i ærmet, vender jeg mig lettet rundt og gør et stort nummer ud af at holde nøglen op og vise, at jeg hører til, inden jeg låser mig ind i opgangen.
Da jeg rækker hånden ud, for at hidkalde elevatoren glimter min ene finger dovent, som resten af mig i lyset. For dovent.

I sommers gav Gayboys überkreative og friske Mormor mig 2 fingerringe af sølv, hun selv har lavet. Den ene større, end den anden. Jeg bærer dem begge på samme finger. Nu var jeg kun iført den ene. Underligt nok, den yderste. Jeg kunne aldrig finde på, kun at tage den ene på, uden også at iføre mig den anden.

Jeg kigger mig tilbage i opgangen, med de mørkegrønne, Korsbæk-bankagtige gulvtæpper og skimter efter ringen. Jeg møfler dernæst mine små, fede ben op ad trapperne til 4. sal, mens mine øjne darter rundt i alle kroge.
Jeg endevender kontoret og løfter hvert et papir og leder i sofaens sprækker, før jeg – efter at have taget rigtige sko på – modvilligt vender tilbage til den regnvåde gade.

Cecilie og Theis kigger overraskede op, da døren smækker bag mig – og jeg forsøger mig med et akavet smil, med tilhørende udpustende høøøh-lyd, inden jeg begynder at scanne fortorvet.

Jeg leder i mørket. Går, med bøjet nakke frem og tilbage over fortorvet, mens Cecilie og Theis fortsætter deres skænderi.

Jeg er oprigtigt ked af at have mistet fingerringen, med de 3 fine indlæg af perlemor, men jeg kan ikke lade være med at tilføre eftersøgning en vis grad af showmanship, der gør det hele endnu mere mærkværdigt og ynkeligt at bevidne. Både inde- og udefra.
“Jeg leder efter noget. Jeg er ikke kommet tilbage for at høre mere”, råber jeg lydløst til parret, med mine handlinger, mens jeg kører skosnuden rundt i en bunke visne blade, der har samlet sig ved fortorvets kant.

Ringen er ikke til at finde, og jeg står dér som én stor undskyldning for mig selv og har hverken lyst til at opgive eftersøgningen, eller lede i den selvsamme bladbunke for 5. gang, mens de skuler til mig.

Det er nu blevet næsten lige så vigtigt for mig, at bevise overfor dem, at jeg ingenlunde ikke er interesseret i deres episke opgør, som det er at finde ringen. Måske fordi jeg i al hemmelighed, havde stået og moret mig over deres misære under cigaretrygningen. Karma har losset mig over skinnebenet.

“Jeg har det!” Tænker jeg idiotisk! Jeg skal vise dem, skal jeg!

Efter at have gået rundt om mig selv i 10 stive minutter i støvregnen, med øjnene stift fæstnet mod jorden, retter jeg mig lynhurtigt op, drejer rundt på hælen og går med hurtige skridt væk fra parret. Tættere ind i Rådhuspladsens indre.
Jeg går i 7eleven, hvor jeg overhører en højrøstet teenager sige; “Hvor er det fedt. Han slog mig lige i Face og jeg kunne overhovedet ikke mærke det”, til sine venner og mindede mig om, at den sidste Macholort ikke er født endnu. Det løfter alt andet lige mit humør at vide, at jeg ikke er den allerstørste idiot indenfor en 100 meters radius.
Jeg har ikke brug for noget i 7 eleven, men havde på vejen udtænkt noget om en liter mælk. Det skal vise dem. “Jeg skulle bare købe mælk, altså”, kan jeg fortælle dem med kartonen, jeg på tilbagevejen kan holde op foran mig som et skjold. “Det var derfor jeg cirklede rundt foran jer i 10 stive minutter. To gange” vil den sige, for mig.

Min plan smuldrer ved køledisken i den lysstofsrørsoplyste butik.
Sødmælk. Sødmælk er ikke en drikkevare buttede blondiner, bør bære som et Badge of Honor.
Jeg mindes om, hvordan jeg hundredevis af gange har forsøgt at forklare min holdning til Cola Light overfor min veninde KulturKyllingen. (når jeg har gennemgået Pkt. 1: “Det smager af lort”) “Småtykke piger, kan ikke købe en rulle Pringles, en Yankeebar og en Cola Light! Det handler om at signalere, at man godt ved man er en tykkert – og at man ikke er et sekund i tvivl om, hvorfor”.
KulturKyllingen synes jeg er en idiot. Hun vil helt sikkert også synes jeg er en idiot, fordi jeg ikke mener at en Sødmælk kan bruges til at signalere, at jeg ikke er interesseret i et skænderi, når en Letmælk kan.
Jeg køber mælken alligevel og bevæger mig tilbage mod kontoret. Mit stille håb om, at parret er kommet videre i deres liv, bristes da Theis atter flækker natten med et brøl om at Cecilie bør tage hjem.
Forskrækket, stikker jeg mit fedtfyldte skjold, ind under jakken, hvilket alt andet lige nok ikke gør mig mindre mistænkelig.

Jeg ankommer igen til The Scene of the Crime, og begynder – udbulende i venstre side, grundet den totalt ubrugelige sikkerheds-investering at scanne den våde jord, ved hjælp af lyset fra min mobiltelefon. Jeg bøfler rundt med bøjede knæ og kigger under biler, alt i mens jeg håber at min opførsel forekommer parret fuldkommen naturlig.

Til sidst – efter et splitsekunds lettelse, afløst af bundløs skuffelse beslutter jeg mig for at gribe chancen og lukker fingrene om en øldåse-ring, under en firhjulstrækker og holder den – med falsk triumf op i luften, mens jeg håber at parret – der vist på nuværende tidspunkt var et eks-par, er præcis ligeså nærsynede som jeg er.
Jeg stak den, med et tilfreds smil i lommen og låste mig igen ind i opgangen, hvor jeg skuffet lod skuldrene falde ned og gik i gorillagang – med hænderne slæbende næsten helt nede på jorden – op af trapperne.

Nu sidder jeg så hér klokken 4 om morgenen, med dyb affektions-sorg på fingeren og prøver at komme i tanke om, hvad helvede jeg egentlig skyldte dem.

For et par uger siden, hjalp jeg Loft37, med at gøre BR‘s hjemmeside – som jeg selv har lavet tegninger til – Halloweenagtig og uhyyyyyggelig.
Nu er det online

Der er få ting i livet, der ødelægger starten på en arbejdsdag mere, end når man træder ind i elevatoren på kontoret og netop som dørene lukker opdager at én eller anden har løssluppet en ordentlig æggert i det mikroskopiske metalfængsel.

Under en tvungen hovedrengøring (der findes ingen andre slags, i vores mikrodomicil) havde jeg placeret mig på badeværelset, per Gayboys ordrer og var – udstyret med rengøringsartikler til op over begge ører – blevet sat til at gøre rent.
Døren var lukket, og Gayboy rumsterede i køkkenet.

Jeg rengjorde dovent hylderne, uden at flytte tingene der stod på dem, men lod bare den halvslatne klud, danse rundt i hjørnerne.

“Nix! Du kan godt gøre det ordentligt” råbte Gayboy fra køkkenet, da jeg var færdig.

Jeg kiggede undrende på den lukkede dør, før jeg modvilligt begyndte at tage badeværelsesartiklerne ned fra hylderne og startede forfra.

Skraldespanden på badeværelset var fyldt, så jeg løste problemet med den tomme toiletrulle, ved at klemme den sammen og presse den ned bag toilettet.

“DU SKAL GØRE DET ORDENTLIGT”, tordnede Gayboy igennem den lukkede dør.

Jeg kiggede mig, paranoidt rundt i det rundt regnet 1,5 m2 store badeværelse efter et videokamera, før jeg til sidst overvandt mig selv og gik ud og spurgte, hvordan han vidste at jeg sprang over, hvor gærdet var ikke-eksisterende.

Storgrinende orienterede han mig, om en af mine mange, mange charmerende facetter;
Når jeg gør noget halvt – og det gør jeg som regel – afslutter jeg dyden, ved at sige. “Såååååååååådan!”.

Jeg har aldrig selv lagt mærke til det, men nu hører jeg det hver gang jeg placerer sofabordet ovenpå det glas jeg lige har smadret, så man ikke træder i det og skærer fødderne.
Såååååååådan

Jeg kan ikke jonglere (punktum). Men jeg kan heller ikke forsøge at jonglere, uden helt idiotisk at stikke tungen ud af mundvigen, og jeg kan – hvor meget jeg end prøver – heller ikke lade være, med at afslutte min lappeløsninger verbalt.

Såååååååådan, hører jeg mig selv sige til min computerskærm, når jeg kopierer en genstridig hånd, fra en gammel tegning over i en ny.

Sååååååådan udtaler jeg til de 3 malerier jeg med en flyvsk albue kom til at domino-effekte ned af væggen og sporadisk hængte op igen, så det nu ligner en udstilling fra Daniel Libeskind’s jødiske museeum i Berlin.

Såååååååan, mumler jeg ud i det tomme rum, når Gayboy er på forretningsrejse og jeg ikke gider rede sengen og bare ruller mig ind i et rent lagen og ormer mig ind under de nøgne dyner.

Og Sååååååååådan havde jeg netop ytret, da jeg forlod køkkenet efter – med dobbeltklæbende tape – at have genophængt et maleri der var faldet ned.
Jeg var ikke engang nået til -an delen af ordet, før jeg jeg kiggede mig tilbage og mødte dette syn:

Manden på billedet, der møssede med de beskidte gulvbrædder står nu lænet op af væggen og sender mig et blik jeg fortjener, hver gang jeg bevæger mig ud på hans domæne.

Sååååååådan

Lone Sanco

28 årig idiot fra København Jeg er den lykkelige indehaver, af min egen virksomhed, Offwhite ApS der til alt held har valgt at ansætte mig. Desuden er jeg medindehaver af webshoppen Lisen.dk, som jeg laver design & lort til :-)

Jeg bloggede i svingende kvalitet og kvantitet fra 2001-2006 hér og denne blog er indtil videre blot et eksperiment, for at se om jeg kan finde skriveglæden frem igen.
Designet er også midlertidigt :-)

Folkets favoritter

Nogle af mine private tegninger

Blandet arbejde:

Se hvad jeg har twattet

  • At handle ind til kræftsyg far er som at shoppe til børnefødselsdag: Varm kakao, flødeskumskager, chokolade, budding og isthe #Thuglife 4 days ago
  • Med min far på sygehuset til behandling. Har hemmeligt tegn, hvis han vil have jeg går ud af stuen. Hans forslag. Tegnet er "Skrid Ud, Lone" 4 days ago

Mest læste

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.