Posted by: Lone Sanco on: 14. maj 2009
I starten af Marts, sendte jeg dette nødkald ud på iværksætterportalen Amino.dk i min søgen efter en (ny) bogholder:
Jeg driver et ApS og har kun mig selv ansat.
Jeg har en revisor hos Ernst & Young, men søger en Bogholder i Københavnsområdet, der kommer ud til mit kontor i Indre by – eksempelvis en gang pr. mdr., og ordner, hvad der skal ordnes. Jeg er ikke interesseret i, at et eventuelt samarbejde skal foregå via Internettet. Udover bogholdning, skal vedkommende også have et voldsomt mor-gen, og en forståelse for, at jeg er et kreativt menneske, der kan finde ud af at tegne – og at eje en virksomhed, er en – i virkeligheden – uvelkommen følge af dette. Jeg interesserer mig ikke for virksomhedsdrift eller daglig drift. Jeg ved ikke, hvordan man udbetaler løn, indberetter moms eller i øvrigt betaler et girokort. Det er virkelig en god måned i min virksomhed, hvis jeg har åbnet et brev. Det er en endnu bedre måned, hvis jeg har læst det. En måned, hvor jeg også selv har kunnet finde ud af at sætte det i en mappe er, har jeg endnu til gode.
Det vil også være en del af jobbeskrivelsen. For jeg forstår ikke, hvad der står i de breve og forstår derfor heller ikke, hvor jeg skal sætte dem hen. Det vil være vedkommendes job, at holde øje med – eksempelvis hvornår Moms skal indberettes og sørge for at få det gjort – og så i øvrigt, informere mig klart og tydeligt om, hvad han/hun har brug for fra mig. Jeg er klar over, at det er meget hånd-holdning at bede om – men der må da findes folk, der specialiserer sig i, at arbejde med kreative mennesker, der ikke vil kunne finde et girokort, om det så var stoppet op i røven på dem?
Er der nogen Amino’er, der eventuelt kan anbefale nogen til at udføre dette job, eller eventuelt selv er interesserede?;-)Lone – der nu har været selvstændig siden 2003, og endnu ikke har afleveret et regnskab til tiden og netop har modtaget en bøde for ikke at have afleveret det til tiden denne gang – og i øvrigt lige har opdaget, at hun ikke har fået løn i hele 2009.
Til min egen store overraskelse var der indtil flere, der meldte sig på banen – både i tråden og per e-mail og jeg fik udvalgt en af dem, der emmede mest af “mor”, som straks kom ind og fik lavet mit regnskab klar til revisoren, der hastede det igennem og det lykkedes alle involverede parter at underskrive og aflevere det, til erhvervs- og selskabsstyrelsen dagen inden deadlinen hvor de havde truet med at tvangsopløse virksomheden.
(Professionalisme er my thang dér!)
Jeg har også fået løn indtil flere gange siden hun blev hyret og har da også formået at betale én af de fakturaer hun har sendt mig.
I disse uger, har hun travlt med at færdiggøre andres regnskaber og har ikke været forbi i denne måned. Da jeg ringede til hende i går – for at aftale en dato – skyndte jeg mig at undskylde, at jeg ikke havde betalt den sidste faktura hun havde sendt mig, og lovede at gøre det med det samme. (Jeg har ikke gjort det endnu).
På grund af hendes generelle travlhed, bad hun mig om selv at åbne og sortere posten og “eventuelt betale de regninger der skal betales”.
Stærkt svedende begyndte jeg at samle ind fra diverse skuffer og dametasker i mit repetoire og har nu fundet modet til at tage hul på bylden:
Mit skrivebord, i skrivende stund:

Det obligatoriske Sideview:

Jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg skulle tvinge mig selv til at forcere dette Mount Everest af administrative opgaver, skulle den sjove del af administration overståes først og jeg sendte hende derfor alle adresser og beløb, der skal på fakturaer, for arbejde jeg har udført siden Februar. (For godt nok er jeg dårlig til at betale folk til tiden, men i al fairhed, er jeg mindst lige så dårlig til at opkræve hvad folk skylder mig).
Jeg vågnede i morges til denne mail, fra hende:
Godmorgen Lone
Da jeg ville gå ind og lave de sendte fakturaer erfarede jeg, at e-conomic har spærret adgangen. Det er højest sandsynligt pga manglende betaling af deres faktura, som du har modtaget på mail.
Vil du være sød og finde mailen frem og få deres faktura betalt ? Jeg vil tro de har sendt dig et par rykkere på mail også, så du må finde den sidste, hvor de nok har pålagt dig rykkergebyr og renter
Jeg har på fornemmelsen hun snart siger op.
Hej Lone,
såfremt det kommer så vidt som at din nuværende bogholder stopper er du velkommen til at kontakte os.
Se mere på http://www.revisorfirmaetlemo.dk (siden er under opbygning)
Mvh.
Morten
Verdens fedste blog indlæg…Længe siden jeg har grint så meget.. :-)
Hej Lone,
jeg har ingen problemer med det, jeg har læst. Det lyder sjovt med en lidt anderledes tilgang til tingene. Jeg elsker udfordringer og skal nok tage mig af de kedelige ting.
Skriv til mig ;0)
Hej Lone
Kender til det… fra den anden side af bordet.
Hvis din bogholder løber skrigende væk, er du velkommen til at kontakte mig.
Har prøvet mange udgaver – også den, hvor jeg fik en flyttekasse ca. en gang hvert halvår med uåbnet post, bilag, madopskrifter, personlige breve mv. i et virvar.
(Brevene og madopskrifterne kom dog retur, for senere at dukke op i næste flyttekasse.)
Det tager ikke modet fra mig.
Pøj pøj – det papirløse samfund er vist ikke så papirløst endda…..
Med venlig hilsen Bente
60 74 88 77 + formiddag 33 11 43 42
bbn105@hauer.dk
15. maj 2009 at 08:34
Tak for morgens griner selvom det er ikke en “sjov” situation for dig at være i.
Mine egne erfaringer med den kreative branche gør at jeg selv til enhver tid hellere vil arbejde med landbrugsregnskaber.
Håber at din bogholder holder ved så din kreativitet ikke skal bruges på debet og kredit.